Vores historie

Allerede i 1929 forsøgte man at stare spejder op i Grønland. Præsten Borum samlede 25 spejdere i Nuuk. Det holdt dog ikke. I 1933 prøvede man igen – denne gang i Qaqortoq. Det gik heller ikke.

Den 2. februar 1943 blev Hans Egede Gruppe stiftet i Nuuk. Denne gang var fokus på at udbrede spejderarbejdet til børn, og det virkede. Hans Egede Gruppe var kun for drenge, og den 7. juni 1950 fulgte pigerne efter.

Spejderarbejdet bredte sig til resten af landet, først i Sisimiut, herefter Qaqortoq og andre byer.

I 1950’erne blev Spejdernes Grønlandsudvalg stiftet. Udvalget hørte hjemme i Danmark, og havde til formål at forestå spejderarbejdets udvikling i Danmark i samarbejde med danske spejderkorps. Samtidig blev “Grønlandsk Spejderråd” nedsat i Nuuk, og i starten havde de alene en rådgivende funktion. I slutningen af 60’erne blev rollerne dog byttet om, og det grønlandske spejderarbejde blev løsrevet fra det danske. Den 2. februar 1973 blev Grønlands Spejderkorps oprettet.

Billede fra Katangut-ekspeditionen til Grønland i 1967, fotograf Frank Dahlgaard

I 2007 havde Grønlands Spejderkorps 500 medlemmer. I 2013 var der 5 spejdergrupper i Grønland: Kangaamiut Gruppe, Nuuk spejdergruppe, Narsaq Grupppe, Nanortalik Gruppe og Qaqortoq Gruppe.

Grønlandske spejdere på frimærkehæfte i 2007, Post Greenland

I 2016 var spejderarbejdet reduceret til Nuuk Spejdergruppe med ca. 20 medlemmer og 3 ledere. I 2018 lukker Grønlandsk Spejderkorps, og i 2019 indstiller Nuuk Spejdergruppe aktiviteterne grundet få børn og ledere.

I 2021 kom der igen interesse for spejder i grønland, og den 20. marts 2021 holdt Nuuk Spejdergruppe – nu under navnet Nuummi Spejderit – åbningsløb. Der er i dag ca. 55 spejdere og 12 ledere i gruppen.

Nuummi Spejderit på fisketur

Samme år startede Ilulissat en spejdergruppe op, og der har været interesse fra flere byer.